Derfor findes bARSel
Der er meget, vi forbereder os på, når vi venter et barn. Vi læser om fødslen, pakker hospitalstasken og bruger overraskende lang tid på at finde ud af, hvor mange bodyer et lille menneske egentlig har brug for. Men alt det, der også sker med os, når vi bliver mødre, får sjældent samme opmærksomhed.
Da jeg selv blev mor, havde jeg forberedt mig grundigt på fødslen. Alligevel var det svært at bruge min viden midt i veerne – og nogle sider af moderskabet skulle opleves for at forstås.
At være både lykkelig og ensom. At have tusind spørgsmål og være træt af gode råd. Og om at elske sit nye liv, mens man stadig prøver at finde sin plads i det.
Når vi er gravide, bliver vi tilbudt en stol, en pude i ryggen og mindet om at passe på os selv.
Så bliver barnet født, og opmærksomheden flytter sig helt naturligt. Og selvfølgelig gør den det. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, om det måske er nu, vi har allermest brug for den pude i ryggen.
Det gjorde mig nysgerrig på, hvad det egentlig vil sige at være godt forberedt – og godt støttet.
På jordemoderstudiet fik jeg et nyt blik for både den store faglighed i svangreomsorgen og de rammer, den arbejder indenfor. Jeg blev overbevist om, at kvinder fortjener mere tid til viden, spørgsmål og reel inddragelse – som et menneskeligt supplement til den kliniske omsorg.
Samtidig blev jeg optaget af behovet for større gennemsigtighed i fødselsstøtten. At kvinder skal kunne forstå deres muligheder og vide, hvad støtten bygger på. Og at dem, der yder den, skal have et solidt fagligt fundament og tydelige rammer for deres rolle.
Derfor findes bARSel.
Ansigtet bag
Mit navn er Thea. Jeg er jordemoderstuderende, certificeret fødselshjælper, mor og skaberen af bARSel.
bARSel er mit bud på det sted, jeg selv savnede: et sted, hvor evidens og nærvær kan eksistere side om side, hvor kvinden er i centrum, og hvor der er plads til både det store, det praktiske og alt det midt imellem.
Skal vi tales ved?
Har du spørgsmål til bARSel, vores kommende forløb eller en idé til et samarbejde? Du er altid velkommen til at skrive.